You are here:
Home/Nyheder

Nyhedsbrev 02

Pynt Skoven
Pynt skoven, Vosnæs Pynt

Nyhedsbrev 02 

25.04.2024

Efter udsendelse af vores første nyhedsbrev i februar, har Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs haft en del mediebevågenhed, både i form af TV og Radio indslag samt artikler og debatindlæg i aviserne. Opmærksomheden har medført at vores medlemstal er vokset til ca.550 medlemmer, hvor af langt de fleste er medlem af vores Facebook gruppe. Ligeledes har de lokale byrådspolitikere i Aarhus og Syddjurs fået øjnene op for vores sag, og er begyndt at vise interesse for at imødekomme vores ønske om dialog. Torsdag d.30. maj afholder vi et politisk debatmøde med oplæg af seniorforsker Julia Kirch Kirkegaard fra DTU, se vedhæftede invitation, hvor vi selvfølgelig håber du har mulighed for at møde op. Vi har også netop fået trykt en flot folder som er klar til at blive husstandsomdelt. Men andre ord arbejder vi på højtryk, og er glade for alt den støtte vi kan få fra vores medlemmer.

Politisk paneldebat d.30.05 kl.19-21, Skæring Skoles Festsal

Hvorfor er borgerne bevidst blevet glemt i hele processen ift. opstilling af vindmøller ved Vosnæs? Hvem styrer egentlig borgerinddragelsen, er det projektudvikler eller kommunen? Og giver forvaltningen politikerne et korrekt nuanceret billede på hele projektet, eller er de stik-i-rend drenge for projektudvikler? Alt det og meget mere vil Julia Kirch Kirkegaard, Lektor ved DTU, Vind og Energisystemer og international seniorforsker, belyse ud fra sin seneste forskning omkring borgerinddragelse og VE-projekter. Vores formand, Dan Enkelund, vil efterfølgende komme med et oplæg omkring vindmøller ved Vosnæs og hvordan hele vores proces med manglende borgerinddragelse er forgået. Efter de to oplæg vil der være en politisk paneldebat, hvor politikerne har mulighed for at dele deres synspunkter. For nuværende har følgende politikere fra Teknisk Udvalg sagt ja til vores invitation, Forperson Solveig Munk (EL), Gert Bjerregaard (V), Jakob Søgaard Clausen (DD), Steffen Wich (A)

Vi håber selvfølgelig på stor politisk opbakning, mediedækning og at du har lyst til at deltage.

Det politiske arbejde

Foreningen arbejder målrettet med at få direkte dialog til politikerne i Aarhus Kommune, primært de politikere som sidder i Teknisk Udvalg, da deres stemme vejer tungt ift. den endelige godkendelse af lokalplanforslaget. Efter flere henvendelser og et åbent brev til Rådmanden Nicolai Bang, accepterede Nicolaj Bang vores invitation til dialogmøde – desværre først efter han havde udsendt prioriteringsnotatet, og vi har derfor ikke haft mulighed for at påvirke hans beslutninger i forbindelse med udarbejdelsen af notatet.

Vi har for nuværende en god fornemmelse ift. mødet med Rådmanden, hvor han lyttede interesseret til vores pointer og fik en del brugbare data med hjem som han vil kigge nærmere på. Efterfølgende har vi udbedt os svar på en række kritiske punkter som han endnu ikke har besvaret.

Borgmesteren fra Syddjurs Kommune, Michael Stegger, har vi mødt til 3 åbne kontor arrangementer hvor vi løbende har opdateret ham med foreningens arbejde. D.18. april besøgte han og byrådspolitiker Ole Hansen foreningen, hvor han med egne øjne kunne se hvor tæt på kommunegrænsen vindmøllerne skal opstilles. Vi mangler stadig at Syddjurs Kommune træder i karakter overfor Aarhus Kommune og kommer med en direkte indsigelse.

I løbet af den næste måned er der arrangeret walk & talk møder med yderligere 5 politikere fra Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune.

Prioriteringsnotatet – Salgsoptionsordning

Rådmanden har udarbejdet et prioriteringsnotat ift. hvordan projektet kan tilpasses området. Han har udelukket set på hvad der teknisk er muligt ift. at friholde strandbeskyttelseslinjen, og altså ikke med hensynstagen til de nærmeste naboer. Notatet forslår at møllerne flyttes 100m mod øst fra grusvejen ned mod Pynten. Det betyder bla. at møllerne kommer tættere på Havhuse og boligerne nede ved stranden. Ud fra kommunens egne beregninger, betyder det at 51 ejendomme (sommerhuse, helårshuse samt landejendomme) ligge under 900m fra vindmøllerne og dermed indenfor salgsoptionsordningen. Salgsoptionsordningen gør det muligt for husejerne at påkræve at opstiller køber deres huse-med andre ord, en indirekte form for frivillig ekspropriering.

Borgerinddragelsens arbejdsgruppe

Vores formand Dan Enkelund og næstformand Kai Ettrup er begge inviteret med til en arbejdsgruppe hvor man ønsker at belyse hvad projektet kan give tilbage til lokalsamfundet. Vores klare holdning er selvfølgelig, at projektet på ingen måder skal realiseres, og vi finder det dybt kritisabelt at man i det hele taget har oprettet en sådan arbejdsgruppe før projektet i det hele taget er godkendt. Vi har valgt at deltage i arbejdsgruppen, så vi kan følge med i projektets udformning.

Vindmøllebrochuren

Vi har fået trykt 4000 flotte brochure som skal skabe opmærksomhed og information omkring vindmøllerne ved Vosnæs, da der stadig er mange som ikke aner hvad der er på tegnebrættet. Planen er at brochuren skal i postkassen hos borgere i Studstrup, Løgten, Skæring, Ugelbølle, Følle, Havhuse, Rønde samt uddeles fra biblioteker, butikker og til politikere. Send os en mail hvis du er frisk på at dele nogle brochurer ud.

 

More posts