Nyhedsbrev 10
17.03.2026
Der er sket en del siden sidste nyhedsbrev, og så alligevel ikke. Vi havde håbet på en afgørelse på den Plan-veto som Syddjurs kommune havde indgivet mod Lokalplan 1237, men men men….
Ministeren udsætter
Landdistriktsminister Morten Dahlin (V) skulle have afgjort tvisten mellem Syddjurs og Aarhus Kommune i vindmøllesagen. Det skulle han have gjort i uge 7, men der kom ikke noget svar, og pludselig blev der udskrevet valg. Det udsætter sagen på ubestemt tid, og en evt. ny minister skal efter valget sættes ind i sagen.
Giver han/hun Syddjurs Kommune ret i, at det er forkert af Aarhus Kommune at placere vindmøller helt op ad kommunegrænsen til Syddjurs, endda uden at spørge borgerne her, kommer der ingen møller ved Vosnæs.
Hvis han/hun derimod giver Aarhus Kommune ret i tvisten, skal Aarhus Kommune dog afvente en afgørelse fra Planklagenævnet.
Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs har sendt Kommuneplan 2025 i Planklagenævnet
Foreningen har med bistand fra advokat Louise Faber klaget over Kommuneplan 2025, som er det fundament som Lokalplansforslaget om møllerne på Vosnæs hviler på. Klagen går på, at kommuneplanen skøjter alt for let hen over de miljøproblemer, som foreningen ser ved en placering ved Vosnæs. Man er på tidspunktet for vedtagelsen af Kommuneplanen så langt i vindmølleprocessen, at rigtig mange problemer ved placeringen var kendte og burde have været undersøgt i bla. Miljøvurderingen. Vi taler ikke bare om en enkelt eller to fodfejl, men rigtig mange graverende fejl. Giver Planklagenævnet Foreningen medhold, skal der, hvis man stadig mener, at der skal opstilles vindmøller ved Vosnæs, udarbejdes en ny Kommuneplan/Miljøvurdering af en helt anden kvalitet og med helt andre krav, der sandsynligvis vil gøre det praktisk umuligt, at opføre de tre møller. Det kan tage lang tid.
Også Studstrup Borgerforening og Hornslet Distriktsråd har indsendt en klage over Kommuneplanen til Planklagenævnet.
I kan læse hele foreningens klage her: www.foreningmodvindmoellervedvosnaes.dk/wp-content/uploads/2026/02/Klage-over-Aarhus-Kommuneplan-2025.pdf
Ikke en ny høring af Kommuneplanstillægget
Kommunen har indhentet juridisk rådgivning udefra, og konklusionen er, at det ikke er nødvendigt med en ny høringsrunde, selvom den administrativt er forældet. (læs Nyhedsbrev nr. 9, hvis du skal have forhistorien – https://www.foreningmodvindmoellervedvosnaes.dk/2026/01/11/nyhedsbrev-09/)
Der er tre planer i spil:
Plan-type | Status lige nu | Nødvendig handling |
Lokalplan 1237 | “Parkeret” | Kan først vedtages, når punkt 3 er på plads. |
Kommuneplan 2025 | Vedtaget – men sendt i Planklagenævnet | Er det faste fundament, som alt skal måles mod. Afventer afgørelse. |
Kommuneplantillæg | Forældet (hører til gammel kommuneplan) | Men ikke ny høring og bliver sandsynligvis bare tilrettet. |
Hvordan ser møllerne ud tæt på
Det kan du nu se, hvis du kører på E45 ved Hallendrup/Hadsten. Tre 150 meter uharmoniske Vestas V136 venter på at blive sat i gang. Det er den type møller man vil plastre Danmark ind i fremover. Vi tvivler på, at du finder dem smukke, men døm selv.

Der er udsendt kontingent opkrævning
Vi har brug for Jeres fortsatte opbakning, både økonomisk og moralsk. Vi er langt fra i mål endnu, og vi giver ikke op, før de tre møller er sendt i graven. Vi har aktiveret vores advokat nu, og det koster selvfølgelig. Så Jer der ikke har betalt endnu, må meget gerne kigge i indbakken😊
Indsamling
Ønsker man at donore udover kontingent kan det gøres direkte via MobilPay #68936, og I kan læse mere om indsamlingen her: https://www.foreningmodvindmoellervedvosnaes.dk/donation/






